Kildehenvisninger
1. [Født: Ca. 1588 i Pg. Blykobbegård, Nyker Sogn, Bornholms Vester Herred,
Bornholm Amt]
- kilde: Titel: Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail , i arkivet:
2. [Død: 1646 i Pg. Vellensgård, Nyker Sogn, Bornholms Vester Herred, Bornholm Amt]
- kilde: Titel: Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail , i arkivet:
Biografi Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail
må være født mellem 1580 og 1590 (i 1645 omtalte han sig selv som en ÙDgammel, bedaget mandÙC).
Han tog et sikkert stik hjem i gårdspillet ved at gifte sig med Karen Jørgensdatter, hvis far
JørÙwgen Pedersen til Eskildsgård i Pedersker havde ejet et af øens største frimandsgodser, der nu
var delt mellem hans 3 døtre: Karen, Eline og KriÙwstine. Efter brylluppet blev Mads Kofoed som
nævnt enig med Elines mand Esbern Kofod om at mageskifte deres arveparter. Mads Kofoed fik herved
overdraget såvel Eskildsgård, som VelÙwlensgård i Nyker - ikke nogen dårlig andel, heller ikke i
dag!
Begge disse store gårde blev støttepunkter for Kofodfamilien. Mads og Karen flyttede antageÙwlig
først ind på hendes barndomshjem, den dejÙwlige Eskildsgård, hvortil der allerede hørte en
vornedgård (ÙDLillegårdÙC, der nu er tillagt hovedÙwgården), medens Vestergård, lige vest for
hovedÙwgården, blev købt til. Men snart rykkede de ind til den mere centrale Vellensgård, fornemt
plaÙwceret lige op ad Ny kirke, ganske nær (1Ùa km) til den indflydelsesrige onkel landsdommer Jens
Kofoed på Kyndegård, og til familien (ca. 3 km) på Blykobbegård. Også til Vellensgård hørte der
allerede en vornedgård, den nuværende BakkeÙwgård (dengang: ÙDPå VallenÙC). Den nuværende Frigård,
der støder op til Vellensgårds jorder mod øst, blev købt til.
Mads Kofoeds stræben mod centrum blev ikke uden resultat. Da Jens Kofoed gik af som landsÙwdommer i
1623, blev han efterfulgt af Christen Clausen Kjøller til Skovsholm (hvis mor var af slægten Uf),
men efter dennes død blev det Mads Kofoeds tur. Chr. IV lod ham i 1628 afÙwlægge eden til den nye
lensmand Holger RoÙwsenkrans på Hammershus, og som løn blev han, som de forrige landsdommere,
forlenet med: 3 gårde (herunder Duebjerggård) i Klemensker, 1 i Rutsker, 1 (Bjergegård) i
Vestermarie, 5 (herÙwunder Lersbygård) i Østermarie og 1 (KlintebyÙwgård) i Ibsker - i alt 11 gårde
ÙDat nyde og beholde kvit og frit al den stund han er landsdommerÙC. Landsdommeren måtte ikke alene
være retsÙw- og skrivekyndig - også hævet over økonomiske bekymringer eller afhængighed, for at
kunne dømme loyalt og uselvisk. Til gengæld tilsagde kongen ham fuld støtte: foragt for embedet var
at ligne med majestætsfornærmelse, og kunne medføre dødsstrafÙw
Mads Kofoed passede sit hverv godt og forsigÙwtigt. Mange ankesager vandrede til herredagen i
København, og de fleste blev godkendt. Også han nød den uberettigede hæder at blive tituleÙwret
ÙDVor mand, tjener og landsdommer på vort land BornholmÙC, som en ægte adelsmand, uden at det satte
ham fluer i hovedet. Men lige let havde han det ikke. På en af de mange sørejser til København var
han meget nær ved at drukne , og skænkede som tak for sin redning i 1637 en obligation på 50
rigsdaler til de fattiges hospital i Rønne, med en rente på 10 mark danske om året, ÙDså længe
pengene bliver stående hos migÙC.
(Hospitalets penge kunne ikke stå sikrere, skulle man tro, men da alt brød sammen for Mads KoÙwfoed
8 år senere, måtte hospitalet gå rettens vej for at indkræve obligationen, + renterne efter
mortensdag 1644, hos hans arvinger). For at skåÙwne Mads Kofoed for flere farer udsendte Chr. IV i
1638 et åbent brev, at landsdommeren på Bornholm herefter ikke måtte st (som holdtes ved Aa kirke
ca. 15 km fra Kyndegård), kan man ikke lade være med at blive lidt mistænksom - om det måske
snarere var gårdsamler-manien der her lå bag.
Når man kigger i hans domme, får man det indtryk, at han så vidt muligt støttede underretÙwterne
(herreds- og by ting), for ikke at sige, at han lod sig lede af dem. Mange af de andre emÙwbedsmænd
hørte vel efterhånden også til familiÙwen!
I 1635 havde Sdr. Herreds ting med en 14 mands nævningedom d at sognet - EskildsÙwgård ikke
undtaget - ville være vel tjent med at slippe af med hende. Men andre ÙDbeviserÙC på trolddom end
eksempler på hendes grove mund er ikke anført. Da sagen kom for landsretten var Mads Kofod så
uforsigtig at stadfæste nævningeÙwdommen, formentlig ud fra sit kendskab såvel til de lidende
sogneboer som den anklagede. Peder Møller lod sig imidlertid ikke standse, og indÙwbragte på sin
kones vegne landsretsdommen til herredagen i 1636. Mads Kofoed måtte af sted Ùwmåske netop den
farefulde rejse - for at stå til rette for sin dom, der i herredagen fik den lakoÙwniske påtegning:
ÙDDa intet er bevist, bør såvel 14-mands dommen som landsdommerens dom ikke at komme hende til
hinder var på et hængende hår.
I en senere dom, af 1639, frikendte Mads KoÙwfoed da også en anden ÙDtroldkvindeÙC, der var blevet
tiltalt og forfulgt af den kongelige ridefoÙwged, og tilkendte hende en erstatning på 35
rigsÙwdaler - denne dom blev stadfæstet.
De vanskeligste domme var naturligvis arvesaÙwgerne. Indviklede arvegangsregler, og de for Bornholm
gældende særlige vedtægter, at yngste søn ( eller ældste datter) skulle arve hovedgårÙwden, gav
utallige problemer. Herredagen støtteÙwde landsdommeren i hans fortolkninger af disse regler, men
ubehageligt kunne det let blive, især når slægten var indblandet, hvilket jo med den ekspansion der
var indledt, var uundgåeligt. Det blev i flere sager mere end antydet, at Mads KoÙwfoed
favoriserede familien, f.eks. den tidligere borgmester Esbern Kofoeds arvinger, for ikke at tale om
Mads Kofoeds bror borgmester Peder Kofoed, der i disse år var en af de ivrigste gårdÙwsamlere:
- ÙDPeder Kofoed har listeligen fået sin bror Mads Kofoed til at gå uden om herredagen, og reglen
om, at gården skal lovbydes til slægtenÙC hed det således i et indlæg vedrørende Fynegård i
Knudsker, og i en alvorlig sag mellem borgmester Sander Lesler i Hasle og byens borgerskab om 2
stykker jord i byvangen blev Mads Kofoed beskyldt for ÙDmere svogerskab end det som ret skulle
væreÙC.
I begge tilfælde blev Mads Kofoeds domme stadfæstede. Han var dygtig til at manøvrere, og søgte at
gøre alle tilpas, især naturligvis sine venÙwner og familie, og dem der optrådte med autoriÙwtet.
Det blev da heller ikke hans landsdommerÙwgerning, men en helt anden ÙDmanøvreringÙC, nemlig krig -
helt uden for hans felt - der fældeÙwde ham i 1645 (jfr. kap. VIII).
På Eskildsgård og Vellensgård voksede der en stor børneflok op, som ægteparret Mads og KaÙwren
Kofoed kunne være stolte af - blot høstede døden vel hurtigt iblandt dem.
Den ældste søn Jørgen, efter gammel skik opÙwkaldt efter morfaderen, fik Eskildsgård. Hans unge
hustru døde allerede i 1633, og han selv i 1650, næppe mere end 40 år gammel. En datter videreførte
slægten.
Den næstældste søn Hans, opkaldt efter farfaÙwderen, giftede sig med den eneste datter af Claus
Gagge til Klinteby, og fik som medgift KlinteÙwbygård i Ibsker, ÙD1 EgebyÙC, Grødbygård og LI.
Myregård i Aaker samt Bjergegård i Pedersker. Senere arvede de også Vellensgård - alt så
stråÙwlende ud for de nye jorddrotter, da pesten i 1654 bortrev dem begge. Også de efterlod en
datter Kristine, der videreførte Vellensgård i slægten gennem sine efterkommere.
Den yngste søn, Mads, overtog Eskildsgård fra sin afdøde bror, og i hans slægt blev den troligt
nedarvet fra far til søn gennem 1600- og 1700Ùw-årene.